457 udklippede sedler fra transskriberede noter på mit stuegulv.

Fra den svundne specialetid

I anledning af 6-års dagen for afleveringen af mit (første?) speciale, kommer der her et udpluk af et halvt års opdateringer fra en svunden specialetid …

—MARTS-APRIL: opstart

24. marts 2010
is unwritten and so is my master’s thesis. We are like made for each other! The wedding (or funeral) will be in august.

26. april 2010
sidder nu på sin nye specialearbejdsplads, som jeg ikke kunne få nøglen til endnu, med en mac der ikke længere virker.

—MAJ: Danmarksturné (=interviews i forskellige dele af DK)

3. maj 2010
* løbetur: tjek * cykeltur: tjek * sidde på specialekontor og vente på at specialet skriver sig selv: i gang * (og nu også med nøgle til specialekontor) *

5. maj 2010
kom til at grine lidt for sig selv uden grund, og det var jo i sig selv lidt sjovt, og så var der pludselig en grund alligevel :)

5. maj 2010
… samler kvalitativ data (interviews) – en undskyldning for at rejse Danmark rundt!

10. maj 2010
– nogen der har en digital diktafon de gerne vil af med?

14. maj 2010
… so long, and thanks for all the fish! Drager på Danmarksturné del I. Men ikke uden først at have smadret næsen ind i en dør, naturligvis.

14. maj 2010
tjekker havnen ud i Fredericia … jo, den er fin.

14. maj 2010
oplader i Odense

14. maj 2010
er under kvalitetsoplæring i Haarby.

15. maj 2010
er på vej nordpå uden fast destination for i dag.

15. maj 2010
har løbet en tur og krammet træerne i Skanderborgs smukke bøgeskove :)

15. maj 2010
blev pisset på i Himmerland og pissede igen.

15. maj 2010
transskriberer, onanerer, ryger masser af hash … eller okey, ingen af delene, men burde gøre mindst en af dem!

16. maj 2010
farer vildt i Aalborg.

16. maj 2010
nåede også at fare godt vildt i Århus-området og kom forbi Hinnerup på vejen (altså “modsat-vejen”) … Sjælland, here I come!

16. maj 2010
synes at en Danmarksturné bare er hyggeligere uden GPS, man får set så meget mere på vejen!

— JUNI —

19. juni 2010
var lykkelig uvidende om fodbold indtil jeg loggede på facebook … overvejer om jeg skal tænde for fjernsynet eller transskribere det jeg for længst skulle have været færdig med? (*mumlernogetduikkebehøverathøre*) … jeg kan også bare … lave ingenting eller noget og så’rn (*mumlerlidtmere*).

19. juni 2010
overvejer de mange forskelle der er mellem en fodbold og en diktafon …

19. juni 2010
Der røg internettet … måske meget godt

22. juni 2010
vædder med sig selv om hvor længe jeg kan holde uden internet derhjemme, nu hvor mit 3-stik tilsyneladende ikke ser ud til at virke.

23. juni 2010
– dag 1 uden internet hjemme: få abstinenser, men masser af alternative overspringshandlinger fundet. Doing good.

24. juni 2010
– dag 2 uden internet hjemme: abstinenserne var stærke en overgang, og skal da ikke sige mig fri for at have været en tur rundt om hjørnet for at nasse et fix, men til gengældt kom min speciale-muse rigtig frem. Tror vi kan blive gode venner. Sidder nu på min specialearbejdsplads med internet og tænker jeg nok burde tage hjem igen, så jeg kan få lavet noget igen.

26 juni 2010
har fået stjålet sin telefon i nat og er nu derfor både uden telefon og hjemme-internet. Kan kontaktes via. telepati eller brevduer.

28. juni 2010
har fundet en køber til min Smukfest-billet og hotelt … nu skal jeg bare finde ud af at give slip på den … kaaaaan ikke … skal … buuhuuu … vil ikke … nggghhhh … skal lige bruge til i morgen.

— JULI —

1. juli 2010
skal efter arbejde
1) til yoga?
2) til polefitness?
3) droppe det og sætte sig i nyhavn og læse ting til specialet?
4) none of the above, tage hjem og skrive speciale??

1. juli 2010
tør ikke at tage hjem fra arbejde for at skrive speciale, når BrewPub ligger lige på vejen og jeg lige har set et billede af en øl derfra uploaded her på facebook. Argh. Flygter op på tagterassen for en stund. So long!

1. juli 2010
er vel hjemme langt væk fra alle fristelserne … måske lige bortset fra den banana-split jeg har tænkt mig at lave lige nu.

3. juli 2010
tror ikke på dage, der pludselig bliver til eftermiddage, der pludselig bliver til aftener, der pludselig bliver til nat og specialer der ikke skriver sig selv. Kan manglende tro få bjerge til at blive stående?

9. juli 2016
findes i flere former: rundt på gulvet, med firkantede øjne og i treuenighed med sig selv.

9. juli 2016
har sit stuegulv fyldt med 457 udklippede papirlapper med udsagn fra interviews, som nu venter på at blive sorteret. Man skal træde med yderste forsigtighed, åbne altandøren med omtanke og lade være med at danse rundt om den stang der står midt i. God fredag til jer andre

10. juli 2016
synes at specialet er tungt at danse med … smutter i byen og finder en lettere makker. En drink om ikke andet :)

11 juli 2016
*PLING* – nulstiller og starter forfra i dag.

11 juli 2016
argher over at jeg tilsyneladende ikke kan nulstilles. Hovedet er tungt men flyvsk, gulvet fyldt med usorterede papirlapper (så gå dog væk!), kaffen varm og luften ligeså. Tudekiksen sprød og lækker. Går i undtagelsestilstand.

11 juli 2016
Så meget fylder 457 udklippede noter (fra de transskriberede interviews). Mangler stadig at sortere og analysere en del.

12. Juli 2016
sidder på Halmtorvet og nyder iskaffe og specialeskrivning (den ene del mere end den anden). Nogen der har lyst til at komme og forstyrre mig lidt?

12. Juli 2016
havde en FED cykeltur hjem fra byen i lummer tordenvejr!! Specialet og iskaffen blev til godt selskab, der blev til en øl, der blev til sushi og hvidvin, der atter blev til kaffe og indkøbte forlygter på istedgade på vej hjem :-)

15. Juli 2010
har fået sit stuegulv tilbage!! Og venter på at min mac beslutter sig for at gide at tænde igen, så jeg kan fortsætte med at skrive … stædige asen med selvstændigt liv. Men jeg kan jo lide den alligevel. Kaffe?

15. Juli 2010
opsummerer morgenen: mac vil ikke tænde, 1½ dags arbejde dag+nat måske spildt, skat mener jeg skylder dem 40.000 kr i renter, skoldhed kaffe ud over hele min underarm (brænder stadig) … positiv karma søges.

15. Juli 2010
takker for den positive karma, mac er tændt, arbejde reddet, tak søde venner!! :)

17. Juli 2010
er ankommet til verdens mindste sommerhus i Mariager efter flere timers forsinkelser og faren vildt. Ungerne har fået udviddet deres ordforråd med “Lortejylland” og “Vi satser”.

24. Juli 2010
er ikke helt tryg ved at bilens bremser lyder som tordenskyer, at airbag-ikonet blinker rødt og at en sort kat krydsede min vej på vej hjem fra Jylland, men smutter lige en tur til Sj. Odde uden børn og bekymrer sig videre i morgen.

25. Juli 2010
er hjemme igen efter en tiltrængt fantastisk endags sommerhustur med dejlige venner, kolde øl, lækker grillmad, nøgenbadning i havet i månens skær og minus moransvar. Lige en dag mere til restituering, og så kan hverdagen og specialet komme an i morgen!

28. Juli 2010
er på mini(speciale)ferie i herskabslejlighed på Nørrebro med tre katte, en skildpadde og en salamander. Udsigt til Nørrebroliv på Nørrebrogade. Her kunne jeg godt vænne mig til at bo. Det er da ikke så dyrt at få skiftet låsen?

30. Juli 2010
undslap arbejdets sociale øl- og champagne-kløer. Back to business.

30. Juli 2010
Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale. Jeg har kun lyst til at koncentrere mig om at skrive speciale.

31. Juli 2010
er lidt træt af at mac’en igen tændte af på mig i nat uden grund :( (Kvinder!) … en nats pause har gjort hende tilgængelig igen så længe det varer, men stoler ikke helt på hende.

31. Juli 2010
synes at det er tarveligt at holde udendørs fest i Nørrebroparken, bedst som jeg sidder indenfor lige i nærheden og burde skrive speciale …

— AUGUST —

2. August 2010
lader den anden Lenka om specialeskrivning, SKATskyldning og blivehjemmefrafestivalning … hvis jeg løber hurtigt nok, kan virkeligheden måske ikke fange mig for en stund :-)

4. August 2010
“vander planter” … eller: har installeret sig i snylte-lejlighed nr. 2 på Nørrebro og føler sig dejligt hjemme.

11. August 2010
… en måned tilbage, læs mens du gør det, skriv mens du tør det …
Er lidt ude af synk, en måned? Virkelig??

14. August 2010
sidder i et lille bitte legehus i Ørstedparken i regnvejr … det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig at sidde og skrive mens ungerne legede. Men okey :)

18. August 2010
er snart ved at løbe tør for Nørrebrolejligheder … er der andre med lejlighed i København der lige skal have vandet planter eller passet dyr (inkluderer ikke børn) mens I er på ferie i den kommende tid??

21. August 2010
gemmer tilsyneladende sit speciale til katten … men hvilken kat??

22. August 2010
“Jeg fik pludselig et par børn (hovsa?)” – og andre gode undskyldninger.

24. August 2010
har 21 dage tilbage til deadline og er pt ved forbløffende godt mod. Snart på vej til at blive en slags analog datalog! (ikke at forveksle med anal og datalog)

26. August 2010
skriver speciale om hidtil ukendte begreber i universitetsverden: smølfefora og superfisk. 19 dage tilbage.

30. August 2010
har et par børn der selv svarer på sine hvornår-spørgsmål med “når du er færdig med at skrive speciale?”

31. August 2010
farer forvirret rundt på en absolut ikke-skrive-speciale-agtig måde og køber ind, rydder op, planlægger mad og klør sig i nakken på en mere hurra-jeg-har-fødselsdag!-agtig måde.

— SEPTEMBER: deadline!

1. September 2010
lige hjemvendt fra DHL-stafet for Berlingske og er ganske tilfreds med de ca. 23 minutter deromkring! I morgen er atter en DHL og i overmorgen er sørme også atter en specialedag … 13 af dem tilbage.

2. September 2010
er et ondt menneske. Bruseren gør mig våd hver morgen, men alligevel er det specialet jeg ender i seng med hver aften.

3. September 2010
har nu installeret sig i snyltelejlighed på Frederiksberg.

3. September 2010
har skrive- og tænkeblokering her 11 dage før … are you kidding me??

4. September 2010
havde forvekslet dovenskab med skrive- og tænkeblokering. Men nu kører det! Mon det kan nås på 10 dage? Jo mere jeg skriver, jo mere synes jeg at jeg mangler.

5. September 2010
forbeholder sig retten til at være usoigneret.

6. September 2010
har skrevet i 19 timer og vil nu træt gå i seng inden jeg begynder at vrøvle mere end jeg gør i forvejen, for der er vist ikke noget mere forvirrende end forvrøvlet vrøvl. Især når det handler om konfliktsmølfer.

6. September 2010
tænker at det her specialeskrivning er lidt som at være gravid … man spiser en masse og tager på, er i skiftende humør og med kort lunte, er træt men spændt og glæder sig til slutresultatet og hele ens verden drejer sig om den kommende lille “baby” som til sidst kommer ud (og forhåbentligt tager de par kg med sig igen! (samt bliver bortadopteret prompte!))

8. September 2010
synes jo næsten diskussionsafsnittet burde kunne skrive sig selv, når man nu sådan er lidt vægelsindet. På den anden side er det ret nemt at komme til at forvirre sig selv. På den tredje side kan man jo bekymre sig om den slags i selve konklusionen. På den fjerde side … der er ingen fjerde side! På den femte side … jo, den er bare implicit.

9. September 2010
har pizza, mangler kaffe. Hmm …

9. September 2010
har kaffe, mangler et færdigt speciale.

9. September 2010
har fundet den røde tråd, men mangler at spinde den om til en hel rød trøje … måske hvis jeg spiser nogle mandler og smider tøjet, så kan jeg lære det?

12. September 2010
forsøger at lukke Lystige Lenka tilbage i skabet her to dage før deadline, men hun griner bare af mig og løber drillende rundt om bordet. Fjollede Finke!

13. September 2010
Hvad ville du gøre hvis du kun havde en dag tilbage at være død i?

14. September 2010
printer …

14. September 2010
har afleveret et humanistisk speciale i datalogi. Nu mangler jeg bare lige alt det andet.

… og så lige et fra frem i tiden:

29. otober 2010
forsøger at lave opgave mens jeg som sidebemærkning funderer over vigtige forberedelser til specialeforsvaret: hvilke(n) hårfarve(r) skal jeg opfriske mit hår med til den store dag?

4. november 2010
sidder i en massagestol og nyder at have fået overstået sit specialeforsvar med et rundt 10-tal!

29. november 2010
har endelig fået bedømt og bestået min sidste opgave og kan dermed eeeeeendelig kalde mig cand.scient.dat helt officielt! Hold kæft hvor er det fancy!

HURRA!!

side212

Side 212 (eller “Derfor elsker jeg at løbe, del II”)

Side 212: godt valg, tidsmester (fortsat fra … ehm, side <Page Error! Page numbers not yet defined in this life>). Dog er det snart 2 uger siden, at ovenstående blev skrevet og hvorfor skal sidetal og planer da egentlig også angives så 1-dimensionelt? Måske er det her side (212, 12), knap to uger frem i tiden. Måske kunne det også være (212, A, 45, 12), men det vender jeg tilbage til en anden gang.

Jeg har i dag gå-løbet 10 km, dvs. jeg tager stadig en lille gåpause for hver 5-6 minutters løb, som fys anbefalede. Fys sagde så godt nok ikke noget om 10 km, men … det var det mest fantastiske forårsvejr at løbe i og egentlig var det ikke meningen at skulle løbe så langt endnu (jeg overvejede dog om jeg kunne), men da jeg efter 6-7 km kunne drejede af for at løbe hjem, kom der noget godt musik i ørerne, benene var ikke så trætte og … ja, så kom jeg til at tage en lille afstikker.

Og nej, det føles ikke altid godt at løbe. Sidste gang jeg var ude føltes det så tungt, at jeg nåede at forestille mig at det var mig der fik jorden til at dreje rundt ved at løbe på den. Og så føltes det blot endnu tungere! Det var vel nok tanken der lige talte (til mig) der … tankens kraft? Hvor meget vejer en tanke?

Men uanset, så er det altid rart at have løbet, dvs. sidde på altanen og klappe sig selv på skulderen, mens man tænker på alt det ekstra mad man må spise, uden at tage på (og måske ved man næsten præcis hvor meget, fordi man atter er faldet i madlog-fælden – ja, måske).

Knæet har det godt, men pipper lidt i ny og næ. Men så overdøver fuglene den og så er alt godt.

Derfor elsker jeg at løbe

Yes! I denne uge er jeg endelig startet op med at løbe, siden min knæoperation. Og det er fanme godt! Der er forår i luften og i alle mine kropsceller, og jeg kan slet ikke vente med at komme ud og løbe mer’, mer’, mer’!

Her på min tredje løbetur ude fik jeg lusket mig op på 5 km (med gå-pauser for hver km efter påbud fra min fys), fordi så kunne jeg kunne ud og løbe gennem skoven/vestvolden. Det er noget rarere end at løbe rundt om blokken på vejene. Og det mindede mig om hvad det er jeg har savnet ved at løbe.

Det er ikke bare følelsen at spæne rundt på bakketoppe i skoven og over forhindringsbaner forklædt som grene og trærødder, og føle sig som en gazelle og et med naturen på samme tid (så pyt med hvad man ligner – man kan også være abe eller drage, hvis man har lyst).

Det er heller ikke bare det at mærke kroppen arbejde og endorfinerne blive udløst i kroppen til noget passende stykke musik i ørerne, så man får lyst til at danse mens man løber.

Og det er heller ikke bare fordi jeg kommer til at se megahot ud i latex-catsuit og tilhørende pisk, når jeg er kommet i mega-god form … hov, vent, forkert spor, bladrer lige videre i hjernekartoteteket …

Det er ej bare det, at man under løb kan være i helt egne tanker uden diverse distraktioner (ja, internet – jeg kigger på dig!), hvor ego og fantasi kan få frit spil til at udforske hinanden, og diverse aha-tanker- eller ideer dukker op og spinder sig sammen til nye historier.

Det er selvfølgelig slet ikke det, at det nogle gange bare er lidt rart at løbe væk fra hvad der nu engang fylder i ens hverdag, eller eksamenslæsning eller whatever … vel kommer man lidt væk, men når man  nu alligevel løber i cirkler, så kommer man jo ikke rigtig nogen vegne vel?

Eller jo, det er alt det, men det jeg har savnet mest og som jeg glæder mig mest til at kunne gøre igen, er at give mit explorer-gen frit løb, komme derud, hvor jeg kan løbe ad tilfældige stier og komme på afveje, og udforske længere og længere ud, fare vildt og møde en ged, men ikke værre end at jeg kan tænde min GPS og finde mig selv igen. Jeg elsker at fare vildt i den rigtige retning. Jeg elsker at opdage nye afveje i nærområdet. Jeg elsker at “ups, jeg kom til at løbe en halvmarathon“‘e. Det glæder jeg mig til igen.

Og jo jo, vel kunne jeg da tage cyklen og komme langt længere, men det er ikke helt den samme oplevelse. Alt til hver sin tid, og cyklen bruger jeg pt primært på mine 2×13 km t/r til byen. Ego-tanke-ide-virkningen er i øvrigt næsten den samme på cykelturene, især på strækningen inden byræset, så dem ville jeg nu heller ikke undvære – men nu er det jo ikke en “derfor elsker jeg at cykle”-indlæg, vel?

… gad vide om jeg om en uge tænker: “meh – gider ikke”? – det må tiden vise. Hvis du er tidsmester, så gå til side 212, hvor jeg løber 10 km om en uge eller gå til side 52, hvor jeg finder på opfindsomme undskyldninger for ikke at komme ud og løbe, såsom “katten har tisset på mine løbesko”, “jeg kan ikke finde min hårelastik”, “mit venstre ben er uvenner med mit højre” osv.

SMBH-Header

The story of a supermassive black hole who didn’t own a bathroom scale

In the very most distant corner of the universe, there once was this little black hole, as black as any of the darkest souls. Actually it was a pretty huge black hole. Massive. SUPERmassive as the matter of fact, almost like superman, except it was much cooler. First of all, it wasn’t wearing it’s underwear outside its pants, and second it was much bigger and much heavier than superman, with it’s mass of a billion solar masses. Well approximately a billion solar masses.

The SMBH did not own any bathroom scale, and hence it had no idea how much it actually did weight. Maybe some thousand solar masses if it was a small SMBH or maybe hundreds of thousands billions of solar masses if it was a larger one [1]. It had no idea, and neither did it like to be compared to the little bright star, that some living creatures called the sun. The sun was such a tiny, young thing, it was picture perfect and really had a body of a model, while the SMBH just felt huge and heavy in comparison. “Nobody ever uses ME as a model”, it muttered to itself. “Also, it’s probably because I’m black”.

Since the SMBH did not know it mass and actually didn’t even know it’s size either, it even had no idea whether it actually had a healthy BMI. It did try to get its daily exercise though, by actively swirling huge masses of gas surrounding it (even though “daily” didn’t really make any sense to it, but sometimes you just gotta do, what you gotta do, right?)

It would try compare itself to a neighbouring SMBH inside the quasar J0159+0105 [2] with a mass of 1.3*10^8 solar masses and a size of approximately 50 daylights for the broad line region, which gave a BMI of approximately 1.5*10^8 kg/m^2 – but was that a healthy number? Should it not be below 25? It did seem a little bit high …

“I wish someone could tell me how large my mass actually was”, the SMBH pondered to itself. “And maybe whether I look fat in this suit”, it said looking at the torus gas cloud surrounding it.

The SMBH was living closely surrounded by it’s very bright friend, the quasar. The quasar was just as bright as the SMBH was dark. Together they were the center of their very own universe, or rather, their very own galaxy, floating and spiraling on a journey through the universe.

While the SMBH preferred to lurk in it’s own shadows, almost swallowing itself in the attempt to avoid the party, the bright quasar was quite opposite. It shined with a luminosity about 4 trillion times the above mentioned sun [3], and enjoyed being the center of any attention that anyone would like to give it.

And while the SMBH had low self esteem because of its heavy mass and its almost non-existent chances of ever becoming a model like the sun, the quasar on the other hand was shining through and feeling exceptional energetic and unstoppable. “I am Quasar, hear me roar!”. It did not actually roar, like you would expect it to – but you could almost hear it across the universe, in it’s own radio emitting language. If you could only translate it into lion language, I am sure it would pretty much sound like a roar.

Meanwhile the SMBH sulked in inside the quasar, like a devouring hole, trying to eat it’s quasar friend from the inside.

One day the Quasar has had it. “Enough!” it proclaimed, while blowing a magnificent fume of high speed particles through a blazar jet. (“Nevermore”, a raven echoed somewhere on a planet named earth, and some dude named Edgar wrote it down, but that’s a whole different story [4]). “Enough with the sulking already. We are going to get your mass and all of the other masses of our dear SMBH friends in the universe measured, and you’ll see – your BMI is perfectly fine I’m sure”.

The SMBH almost lightened up a bit, but it did not really, it was just some gas orbiting around its  event horizon, which made it seem so. Nevertheless, it did continue as if nothing had been said, pretending it didn’t care and that it didn’t matter, but the quasar knew that its friends inner darkness did not always reflect its actual mood and that something actually did matter quite much, even though the matter was hiding in the darkness. And so the quasar started sending out signals to whoever might want to measure or calculate the masses of several black holes.

Time passed. Several billion years passed actually, but the quasar was really patient. Time did not really exist in its mind, since it was so heavy and even heavier considering the black kernel inside it, that time bend around it, making the time seem to pass rather fast. In the blink of its imaginary eye, it seemed like a billion years, maybe more [5],  have passed in the outer world before somewhere else in the universe, some human beings had read the signals and decided – like out of the blue – to measure the masses of some SMBHs.

“Why are we doing this again?”, one student asked, while trying to understand the calculations.
“Because we want to know!”

But the real answer was of course, because they were manipulated by the signals of the distant quasar signals from the even more distant past of more than a billion years. “Measure me!” The signals insisted subconsciously. “Measure the mass of my SMBH friend. And all of our friends”. And so the students did. They worked day and night, until their hard work payed of. Maybe even two days and two nights – nobody really cares about that kind of time frame in the scale of the universe.

<insert what the students actually did and what they’ve found out here, and the BMI of the SMBH – did it actually look good in it’s bathing suit for bathing in the light of its Quasar with the Torus of dusty gas around it?>

And they all lived happily ever after, until the end of the illusion of time. Well, almost. The quasars of the universe were happy for a while, but in the end, the black holes inside them sucked all the energy out of every single one of them, leaving the space surrounding them dark, empty and apparently completely soulless. Yes, so it seemed. What was really going on inside of the black holes, was a whole different story, and their well kept secret, not to be discovered until a few billion years from now, on the human time scale.

To be continued in a few billion years (or like now, if you are a photon).

Leverpostej i Barcelona

Jeg sidder i lufthavnen i Barcelona en torsdag morgen. Klokken er 8:39, men jeg har været oppe siden klokken 5:30, for at have tid til alt hvad der kunne gå galt på vejen og alligevel have en chance for at nå mit fly. Der gik ikke noget galt – jeg fandt togstationen, jeg kunne købe en billet i automaten, jeg fandt det rigtige tog i den rigtige retning og stod af det rigtige sted (hvilket ikke skulle være så svært, eftersom det var slutstationen, men alligevel var jeg ved at hoppe af på et tidspunkt, hvor jeg synes at der stod noget med Aerporto – “Is this the airport?”, spurgte jeg en togmedarbejder-udseende mand, som svarede “si”, og da jeg var ved at hoppe af, panikkede han med et “aerporto!”, mens han pegede på indenfor i toget. Jeg blev indenfor i toget og dørene lukkede. Phew).

Så derfor var jeg i god tid, da jeg var i lufthavnen klokken 7 og flyets afgang var kl 9. Jeg fik en sms om at flyet var forsinket – ny afgang klokken 10:10. Nu var jeg i endnu bedre tid. Efter tjek ind og med boarding pass i hånden lykkedes det alligevel at overse de store blinkende skilte lige ved tjek ind og gå i den helt forkerte retning til departure. Jeg undrede mig over at flynummeret og destinationen ikke stod på de store tavler med afgange, men tænkte at det muligvis havde noget med forsinkelsen at gøre. Godt at det ikke var i dag jeg skulle til eksamen. Da det endelig var lykkedes at finde security control indgangen og den flinke dame tjekkede mit boarding pass, fik jeg et BEEEP. “No exista”, sagde hun. Tilbage til Norwegian, som sagde at jeg kunne sætte mig og vente en times tid. “Gracias”, sagde jeg med min bedste udtale og fik en tommerfinger op.

Jeg satte mig og ventede. Et par sæder ved siden af mig sad en kvinde i leverpostejsfarver. Kort efter kom hendes – hvad jeg går ud fra var – kæreste med kaffe og croissenter. Deres samtale druknede lidt i lufthavnens akustik og andre lyde omkring mig, og jeg kunne derfor ikke køre en mønstergenkendelse på sproget. Men efter at have observeret dem fra sidelinien i nogle minutter, mens jeg egentlig samtidig regnede fysikopgaver (jo, jeg gjorde!), konkluderede jeg svagt at det nok også var danskere. Selvfølgelig var sandsynligheden rimelig stor, eftersom jeg nok næppe var den eneste dansker der ventede på at kunne få adgang til departure. Men udover leverpostejsfarven, var der også et leverpostejsagtigt udtryk i kvindens ansigt. Det der “jeg har ikke fået min kaffe endnu, så jeg må godt – faktisk skal – virke lidt halvdød”-udtryk i ansigtet, som der er noget dansk over, tror jeg – og som nærmest kom tydeligst frem, da kæresten kom med kaffe og croissanter. Manden havde en lettere krumbøjet holdning i tynd “vakse viggo”-stil og bar lettere hængerøvsbukser. Men han var samtidig en pæn og fornuftigt udseende mand. Der var også noget “Find Holger” over ham samt et  afslappet “jeg har styr på det, så du kan bare slappe af”, i forhold til kvinden. Jægeren der skaffede kaffe og føde og passede på sin mage, som sad mageligt på sin trone og lod sig vimse om. Med leverpostejs udtryk i ansigtet og den der “meh”-tunghed i kroppen på en tidlig torsdag morgen i en lufthavn i Barcelona, mens jeg regnede på en rullende kugles vinkelacceleration.

Senere, da jeg var kommet igennem security gate og fandt et tilfældigt sted at sidde, mens jeg ventede på flere informationer, spottede jeg hende igen. Der sad hun igen alene med ryggen til, med sin leverpostejsfarvede udstråling. Hun sad alene i længere tid, og jeg var ved at blive i tvivl om det var hende. Men ganske rigtigt, kom jægeren atter vimsende, denne gang med to sandwichs og et par flasker vand. Mens jeg sad med min egen hjemmebiksede sandwich,  studsede jeg lidt over, om det bare var mig der var forudindtaget, eller om der var noget dansk over dem, der skilte sig af kulturmæssigt fra andre almindelige unge par. Og smilede lidt over at observere den der par-dynamik, som sjovt nok mindede mig om de mange nætter jeg har danset alene rundt på “Barcelona”-cocktail bar på Nørrebro, mens jeg ditto observerede parringsdansene omkring mig. Mennesket er et interessant dyr og sjovt at observere.

Dagen fra et sygt bens vinkel

Man skal jo huske at se verden fra andre vinkler en gang i mellem, så hermed en dag fra et sygt bens vinkel.

Mandag morgen. Missede første bus. Missede derefter toget, som ellers længe stod stille og satte folk af på Glostrup st, mens jeg stod nedenunder og ventede på elevatoren, som gav sig god tid i zen-style. Det nyttede ikke noget at stresse af den. Kunne have hinket på ad trappen, men tror ikke at det ville have været hurtigere. Endelig til sidst en kamp med ca. 1000 andre om at få mast sig ind i en af busserne fra Nørreport mod uni. Konkurrencen var hård, og krykken kunne måske være brugt som våben, men at dømme efter de andres rejsende insisteren på også at komme med bussen, turde jeg ikke risikere at miste balancen i forsøg på at fælde andre. Jeg kom med en 150S, hvor jeg allernådigst kunne finde et hjørne at læne mig op ad.

DSC_0989

Første forelæsning – til tiden takket være gode gamle akademiske kvarter. Ideen med at sidde yderst et sted i toppen havde umiddelbart virket som en god ide, indtil jeg satte mig op opdagede at det sikkert ikke var det. Men skævvredet ud mod siden, kunne krykken bruges som et fint balanceeksperiment, hvor jeg også kunne tage benene lidt op. Som handicappet kan man slippe afsted med den slags sære ting.

DSC_0990

Jeg øjnede en pludselig ledig plads foran i pausen mellem forelæsningerne. Det virkede noget nemmere. Måske for nemt. Mon det var en fælde? Trapperne gjorde sit til at understrege gammel og handicappet … her kommer en i pensionisttempo, men hun fylder jo også 100+ igen igen i år.

DSC_0992

En tur i toget om eftermiddagen virker noget nemmere end morgentrafik. Overvejer om det er smartere at tage afsted kl 4 i morgen tidligt, så slipper jeg for at kæmpe om pladsen med 1000 andre.

DSC_1001

Kørt hen til døren til julefrokost. Det er jo det rene luksus. Maven fyldt, benet op – det syge ben tog sig en lille lur under bordet, mens vi sang for Grethe, der blev 70 år gammel og strikkede sweatre til børnene i Hinnerup…noget.

DSC_1007

Man kan sove når man bliver gammel, er der nogen der siger. Måske kan jeg snart få lov så.

meteorregn

When I wish upon a star

Jeg så et stjerneskud.

Sådan næsten lige uden for syns rækkevidde gennem mit beskidte køkkenvindue ud mod øst.  Helt ved den øvre vindueskant, så jeg nåede ikke at se den ordentligt. Der skulle komme meteorregn i nat. Jeg lagde mig ud med at tæppe, ude på græsset, hvor jeg havde god udsigt mod nordøst, hvor det skulle komme fra. Jorden og græsset duftede sødt. Efter en 10 minutters tålmodigt venten så jeg et til! Jeg tror at det er første gang jeg rigtig har set en … men det går så hurtigt. Alt for hurtigt.

Jeg ventede i 10-15 minutter mere for bare at kunne se een mere, men det lykkedes ikke. Til sidst blev duften af græs og jord lidt for meget som sød og tung perfume, sindet for rastløst og måske ville Oscar finde på at vågne, mens jeg legede udendørs eventyr?

Well, I’ve made my wish. 

Hvad skyldes disse stjerneskud? Fra videnskab.dk:

Hvert år omkring 12. august kan man opleve en sværm af meteorer på nattehimlen. Det skyldes, at Jorden krydser ind i kometen 109P/Swift-Tuttles bane. Når det sker, vil støv fra kometen brænde op i Jordens atmosfære og ses som stjerneskud.

Den tilbagevendende meteorregn betegnes også som Laurentii-tårer, og hvis man er heldig, kan man nogle gange se op til 90 meteorer i timen.

Sidste sommer var meteorregnen svær at se, fordi Månen lyste alt for meget. I år vurderer Space.com, at Månen ikke vil give problemer, fordi den først står op lige før solopgang, og derfor efterlader den nattehimlen helt mørk.  

Fund i den hvide kommode

Er i gang med diverse oprydninger herhjemme (og min første lampeopsætning i loftet! Yay! Bedre sent end aldrig … ). I dag kom turen til den hvide kommode i stuen, en kommode jeg bruger til diverse skrivebords-papir-rod, løse kontorting samt andet godt. Der var nogle sjove fund i mellem.

 

1. En lille kassettebåndsoptager, som jeg vist nok havde lånt af en veninde til en studieopgave, hvor jeg skulle holde nogle interviews. Det var før smartphones tid naturligvis, og muligvis var den digitale diktafons tid (eller også var det for dyrt og fancy dengang). Hun ville ikke have den tilbage, så den blev i skuffen. Jeg har dog fået en digital diktafon siden, så måske skal denne her ud. Især da jeg ikke længere kan få kassettebåndet ud. Men er det ikke nuttede de små kassettebånd i miniformat?

 

2. En lille notatbog med bl.a. den første tid med Isa, omkring årskiftet 2002/03. 1. bad, sut for første gang, sundhedsplejerske, hårlængde 3 cm og den slags ting. På en anden side var der en nøje beskrevet dag til hendes hjemmeside, hvor jeg lavede billedreportager. Akkeja, første barn og de små detaljer der noteres på livet løs.

Første måned med Isa

 

 

3. Tastaturet fra min Macbook Air, som jeg havde fået hjælp til at udskifte (tak til Tue! Datanisten … ). Min Macbook Air hed Twiggy, fordi hun var så tynd og lækker. Hun blev opereret og fik et amerikansk tastatur sat på. Desværre holdt hun ikke så længe efter, men hun lå nu også i kommoden. Hun blev delvist brugt til at skrive speciale på i 2010, men da hun kunne finde på at slukke uden varsel og ikke kunne tændes igen det næste døgns tid, måtte jeg til sidst finde et alternativ.

Twiggys tastatur

 

 

4. Mine gradueringsbeviser fra min ungdoms-karatetid fra 1990-93. Herunder min sidste graduering i 3. kyu (brunt bælte) i Shin-Go-Ryu karate i 1993. Oprindeligt trænede jeg i Næstved hvor alle de beviser er fra, men da jeg flyttede til København i 1992, gav jeg træningen en chance ekstra i Hørsholm. For at spare penge på transport cyklede jeg til Klampenborg st og tog toget derfra. Efterhånden blev det for tidsrøvende ved siden af gymnasiet, klubben var jo heller ikke den samme og jeg fik måske andre interesser.

3. kyu

 

 5. Min lommeregner som jeg var forlovet med i gymnasiet. Den havde omvendt polsk notation, og alle troede at det var fordi jeg var fra Polen, at jeg sagde at den havde det. Men næh nej: Omvendt Polsk Notation. Men man kan jo sige at vi alligevel endte med at bo på polsk, og nu har den lagt sig behageligt til rette i min skuffe, måske resten af en eller andens tid.

Omvendt polsk notation

 

Udover dette var der de mere kedelige ting, såsom en miniopslagskalendertavle med børnemagneter, forskellige slags mønter og pengesedler, diverse ledninger, en dildo, en masse kondomer (ubrugte!), ørepropper, et gammelt batteri til en Dell pc, diverse udefinerbare dimsidutter, en konvolut med vandrajournal og scanningsbillede af Isa i maven, tre skriftlige opgaver der relaterede til babylisten/morsverden, skrevet i løbet af studietiden, løbemedaljer (fået for deltagelse) og kumite-medaljer (1x guld og 1x sølv) og diverse andre ting. Nogle af tingene har fået lov til at blive.